Status på talentgruppen

Her cirka midtvejs i forårssæsonen er det et godt tidspunkt at give en status på talentgruppen, der består af de unge, der vil yde en ekstra indsats og satse på nogen primære discipliner.

Gruppen består af Ida, Malthe, Mads, Rune og Line. Vi har forsøgt os frem med nogen velafprøvede øvelser, men også med nogen nye metoder og tests. På billedet kan man se hvordan man kan forøge sin sprintstyrke ved at løbe med en slæde. På stadion er vi så heldige at have en jern-rive og masser af grus at løbe med den i.

Derudover blev der her til aften prøvet en ny test, der kan vise hvor mange watt, man kan presse ud af benene i et sprint. Den kaldes RAST og gøres ved at sprinte 6*35 meter med 10 sekunders pause. Derved kan man via en formel udregne den effekt benene kan udvikle, samt ens udholdenhed. Der svingede vi mellem max effekt på 764 W og 345 W, med tab mellem 1,3 W/s til 7,0 W/s. Jo mindre tab jo bedre restitution og udholdenhed. Her var det vores garver, der holdt det høje niveau. Så det understøtter også at mellemdistance er noget hans krop er gearet til.

Den efterfølgende 150 m, 300m og 600 m test med tid for hver 100 meter viste også hvor godt man kan holde et tempo, og her fik Mads en meget lovende tid.

På ungdomssiden kan man se testresultater samt målsætninger, der allerede to gange er blevet justeret idet visse sæson-mål allerede nu er opfyldte.

Resultatmæssigt er alle nemlig gået drastisk frem på deres primære øvelser, og også på deres sekundære øvelser. Så den forøgede træningsindsats har virkelig givet bonus. Men de anvender også 30 minutter ekstra hver mandag og onsdag samt styrketræning torsdag og decideret tekniktræning lørdag, så det er også er relativt intensivt program.

Gruppen er åben for alle unge, der vil investere den nødvendige tid og målrettede fokus.