JDR-Byen den 9. september: Vandrepokalen igen til AKH

Den traditionsrige dyst JDR -Byen hvor AKH har en lille, men vigtig, snip af ansvaret blev afviklet torsdag aften.

For AKH var den første konkurrence 100 m , hvor kasernen stillede med en hurtig løber, der lige akkurat slog Mathias med 30 cm. Jakob kom ind på en tredjeplads, mens den sidste soldat var længere bagud. Tiden for den vindende var håndstoppet 11.3, så der blev løbet stærkt i den rigelige medvind.

Ovre bag stadion forsøgte Paul, René og debutanten Rune at drille kasernen i én af deres spidskompetencer: håndgranatkast. Men her var de igen for stærke og JDR fik nummer 1, 2 og nummer 3. Rune fik dog overraskende nok flest point for AKH, godt gået!

Idet Byen ikke kunne/ville stille med et fodboldhold var der ikke så megen larm som der plejer til 1.000 m stafet, men der var alligevel fin opbakning trods regnvejret, der på dette tidspunkt havde sat ind.

Malthe skiftede til Mathias 4 meter foran JDR, Mathias trak voldsomt fra og skiftede til Jakob med mere end 30 meter ned. JDR havde sat deres hurtige 100 m mand på at følge Jakob og han lagde hårdt ud, men havde ikke styrken til at fortsætte. Da Jakob skiftede til Mads havde vi stadig 15 meter i forspring. Dette forspring formåede Mads at holde resten af vejen og AKH vandt igen vandrepokalen. Det må siges at være fantastisk godt gået af et så ungt hold med en gennemsnitsalder på 20 år.

I de sidste 21 år har AKH vundet den 15 gange, og 2010 blev fjerde år i træk.

Tiden blev så fin som 2.16.7

AKH’s bord medens der tages føde indenbords

Den sejrende 1.000 m stafet, Mads, Jakob, Malthe og Mathias

PS: På grund af udeblivelse fra Byen i bl.a. skydning vandt JDR knebent by dysten, igen. Men den vigtige stafet pokal skal igen stå i vores pokal-skab.