Herning Games – omtale og resultater

For første gang i mange år deltog AKH i Herning Games. Det skyldes bl.a. at der for de +16 årige ikke længere er et tilbud i NVJ regi, og så skal resultatet af de mange træningstimer brændes af til de større stævner.

Deltagerne var Magnus, Søren, Mads, Ida, Anne Sofie og Benny, der brugte stævnet som en vigtig del af trænings forberedelserne op til de vigtige stævner, der kommer senere på sæsonen.

Og lad os sige med det samme, der var stor medaljehøst, PR og meget gode tider, og det på trods af en mega vind, der især på de sidste 50 meter af opløbsstrækningen, ramte deltagerne som en mur, mens der på den modsatte side var læ og vindstille. Vinden, der kom skråt ind forfra “snød” vindmålerne, der typisk registrerede fra 0 til 1,5 sekundmeter modvind, mens der reelt var mere end 3 sekundmeter skråt ind forfra.

Magnus skulle forsøge for første gang på 100 m hæk, og det gik super flot med en sølmedalje i 18.88. På 100 meter fik magnus den fulde styrke af modvinden at mærke og kom ind i beskedne 14.50. På 800 meter fik magnus råd og vejledning af Mads. Oplægget blev fuldt og Magnus overspurtede på de sidste meter nummer tre og fik dermed en bronzemedalje og en tid på 2.22. Det er meget imponerende når man f.eks. sammenligner med Mads der løb 5-6 sekunder langsommere da han var på Magnus alder. Magnus efterspurgte letsindigt, lige som trådte ud af bilen hjemme på stadion, flere intervaller, og det skal han så få.

Der var på forhånd lagt en hel del i kakkelovnen til Søren der skulle debutere på 110 m hæk, hvor han torsdag havde et ret godt løb til træning. Men, men, men… Søren landte forkert efter 3-4 hæk og fik hvad der tyder på en forstrækning i læggen. Alligevel fortsatte Søren resten af løbet med 5 skridt mellem hækkene, og det var måske ikke det klogeste, men hatten af for fighterviljen! Søren fik is på, blev hentet og må nu i en periode pleje sin skade.

Mads skulle for første gang siden han pådrog sig en skade i september på selvsamme stadion, løbe en 800 meter. Igennem måneder er der lagt lige så stille mere og mere pres på muskulaturen, og er startet på at løbe i pigsko. Men ingen anede hvilken tid Mads ville få. Mads følte selv at han løb hurtig, og har haft nogen ret gode intervaller hjemme på stadion, men kunne det holde alle 800 meter? Og hvad med den kraftige vind? Og derudover var det et blandet heat med deltagere fra 16-senior. Så derfor var der mange ubekendte før løbet, og oveni kunne Mads slet ikke huske hvordan han plejede at varme op.

Mads ville hænge på så meget han kunne og satse de sidste 150 meter, og det gik over al forventning! Mads sluttede med tiden 2.11 kun 4 sekunder fra PR og på en fantastisk flot andenplads og fortjent sølvmedalje. Med mindre vind og højere udgangstempo, der var konservativt, og et slutspurt længere ude fra kommer Mads under PR. Og det kan han passende gøre på lørdag til DT i Elitedivisionen på Østerbro Stadion.

Ida havde to flade øvelser denne dag, da stangspring ikke var en mulighed. På papiret var der ikke lagt op til podiepladser på hverken 100 eller 200 meter.

Ida er på dette tidspunkt af året ikke blevet eksplosiv endnu, det er først noget der kommer med den kommende træning, så derfor var især starten præget af “tunge” ben, men alligevel løb Ida på yderbanen i den stride blæst sig til en bronzemedalje, få hundrededele fra PR og kun 9 hundrededele fra førstepladsen.

På 200 meter får man ekstra meget ud af sidevinden når man tung af syre kommer ind på de sidste 50 meter, men her lykkedes det igen Ida at presse sig til en bronzemedalje, med en forbedring på et halvt sekund af sin ude-PR. Et værdigt plaster på såret når man nu ikke kan komme til at dyrke sin favorit-disciplin!

Anne Sofie havde sit første ude-stævne i 2 år, og fik fornøjelsen af eget selskab i højdespring, hvor der ikke var tilmeldt nogen fra 16 til senior klassen! Det betød at hun blev slået sammen med de 12-13 årige, og det betød igen at hun fik lov til at vente 45 minutter fra start til hun skulle springe første gang. Det viste sig at være for lang tid at holde sig klar i og Anne Sofie endte på højden 1.37. Hun tager en værdifuld erfaring med sig tilbage, og ser frem til næste stævne.

Benny fik OK resultat på 100 meter, men den bedste tid i 3 år på 200 meter, så det var godkendt. Det lover godt ift. de kommende 400 meter løb og tyder på en forbedret pointhøst til 10-kamp i slutningen af maj.

Ialt blev det altså til 1 disciplinsejr, 2 andenpladser og 3 tredjepladser.

resultatlisteHerningGames2011

Her Ida, Magnus, Mads, Benny og Anne Sofie. Søren var på dette tidspunkt taget hjem.