Andreas dansk mester for 3. år i træk

I weekenden blev årets danske mesterskaber i atletik afviklet på Østerbro Stadion i København. Det er årets højdepunkt for de danske senioratleter. AK-Holstebro stillede med sine stærke sprintere ved mesterskaberne:

Andreas havde på favoritøvelsen 110 meter hækkeløb mulighed for at blive dansk mester for 3. år i træk trods sine bare 21 år. Martinsen levede til fulde op til favoritværdigheden. Allerede søndag formiddag kvalificerede Andreas sig let til finalen ved at vinde sit indledende heat uden at løbe igennem. I finalen søndag eftermiddag viste han sig ligeledes suveræn. I velkendt aggressiv stil rykkede han især stærkt i løbets sidste halvdel – selvom en del hække blev væltet undervejs – og tog guldet i fine 14,21 sek. Andreas henvist dermed de tidligere mestre Jon Yde Bentsen og Christian Laugesen fra Aalborg og København til de sekundære medaljer.

Martin vandt i 2008 karrierens hidtil eneste danske mesterskab på 100 meter. Dengang blev mesterskabet afholdt på Østerbro Stadion, nøjagtig som det var tilfældet med weekendens mesterskaber. Krabbe havde således gode minder om stadion, da han lørdag skulle forsøge at kæmpe med om titlen som Danmarks hurtigste mand. Krabbe vandt da også i sikker stil sit indledende heat. I finalen var der lagt op til en uhyre tæt konkurrence med en 5-6 mand, der realistisk alle kunne tage guldmedaljen. 60 meter specialisten Martin fik som så ofte før en forrygende start og acceleration og førte indtil 70-80 meter. Her slap kræfterne imidlertid op for Krabbe. Samtidig pådrog han sig en skade i den ene akillessene. Han måtte derfor se 3 modstandere løbe forbi ham på de sidste meter. Krabbe kom således i mål på den utaknemmelige 4. plads i den ellers fine tid 10,80 sek. Skaden i akillessenen betyder samtidig formentlig at Krabbes sæson 2011 er slut. En sæson der har været præget af adskillige uheld og skadesproblemer. Målet er derfor nu at blive klar til indendørssæsonen, hvor Krabbe er specialist på den helt korte 60 meter sprint.

AK-Holstebro stillede foruden sine esser Andreas og Martin med Mikkel, der debuterede ved DM i weekenden. Det blev en flot mesterskabsdebut med en personlig rekord på 100 meter i tiden 11,15 sek. Mikkel endte på 9. pladsen, hvilket desværre blot er 1 placering fra kvalifikation til DM Finalen.