Opsummering på DMU; medaljer til Andreas og Ida

Hermed en kort omtale af DMU i Odense den 27. og 28. august.

Stævnet blev afviklet af Odense, der havde lagt sig en selen for, at det skulle blive et godt stævne, og det blev det. Med masser af speak og med hurtig resultatformidling. Odense kunne ikke gøre for det efterårsagtige vejr, der prægede weekenden, og deres nye store 3 etagers klubhus med fuldt vue til stadion kunne kun gøre os meget misundelige.

Absolut ét af de bedste stadion i DK.

Det er ikke til at komme udenom at Andreas med 6 øvelser, og med medalje i alle, havde en stor weekend.

Der blev ikke givet ved dørene, og selv med alle de øvelser var det med fuld fokus og ydelse, og det resulterede i 3 guld, 2 sølv og en bronze.

Dansk mester på 200 meter, 110 hæk og på 400 m hæk, sølv på 100 m og 400 m, i en tid tæt på PR, og endeligt bronze i længde.

Ida havde to øvelser. På 200 meter blev alle forstyrret af en kraftig blæst der umuligjorde forsøg på PR. Ida fulgte med de to forreste indtil der manglede 25 meter og der kom for megen syre i benene. Det endte i 27.79 og en forbedring af seedning med 2 pladser til nummer 10. Ret godt gået, når der ikke er trænet mange intervaller, idet benene ikke har kunnet holde til så meget.

Derefter stod den på stangspring. Var seedet nummer 3, men blev nummer 2 i ny PR på 3.10! Øvelsen blev flere gange afbrudt pga. heftig regn. Der var en pause på 30 minutter ved 3 meter, så der krævedes lidt ekstra af de unge rent mentalt.

Mads skulle på 800 meter løbe op til sit bedste for at følge med de bedste bare nogenlunde hjem, men med et perfekt løb blev det til en forbedring af PR på 2 sekunder så den nu lyder på 2.04,31. Mads lagde sig i spidsen og løb første omgang på 61 sekunder. Derefter ville andre gerne tage over. Mads hang på de bedste og overspurtede endda et par stykker på opløbet. Mads endte på en 6. plads som næstbedste i hans årgang og 2 sekunder fra en medalje.

På 400 meter havde Mads fået af vide af Jakob at han skulle løbe max. sprint fra starten af. Det betød at der var rigeligt luft ned til de andre, til der manglede 100 meter, hvor de langsomt hentede ind på en lidt træt Mads. Det endte med en andenplads i 1. heat og en samlet 8. plads med en PR på knap et sekund.

En ret god weekend for Mads, der nu er endnu mere motiveret til at give den en skalle.

Magnus stillede også op i 800 m for D15 og havde hjemmefra fået dessiner om at følge med til 450 meter og der lukke helt op og ende på 2.15. Det blev fulgt til punkt og prikke med en PR på 7 sekunder i tiden 2.15,11 og en samlet 7. plads. Det er helt forrygende og en fantastisk mesterskabsdebut til Magnus.

Rune skulle kaste spyd lørdag og havde ugen op til, og til opvarmningen, lagt spydet stille og roligt ud på 41-42 meter. Men da det kom til selve konkurrencen var det afslappede kast ikke til at finde, og det blev til skuffende 35 meter. Der skal konkurrencer til for at Rune finder sig til rette når det gælder, så det må være målet for den smule sæson, der er tilbage, samt for næste år.

Samlet resultatliste

Det blev ikke til rigtigt til nogen billeder fra stævnet, men her er Ida startet på 200 meter.