Mandag sluttede træningslejren på det olympiske træningscenter i italienske Tirrenia for denne gang.
Det blev tidligere på hjemmesiden lovet, at der løbende ville komme update fra træningslejren med Andreas, Mathias, Martin og Jakob. Men det viste sig stort set umuligt at komme på internet i Italien.
Lejren forløb rigtig godt. Der blev virkelig givet gas til træning. Alle atleter på lejren havde stor lyst til at knokle til træning og presse hinanden. Formålet med lejren var meget forskellig for klubbens aktive:
Mathias brugte lejren til at komme i form igen efter 4 måneders værnepligt. Mathias havde en rigtig hård træningslejr, og var da også helt og aldeles kørt i bund, da vi nåede til slutningen af ugen. Men arbejdsindsatsen giver forhåbentlig Mathias en god sensommersæson.
Martin brugte lejren til at komme sig over en skade i akillescenen. Han trænede derfor det meste af tiden på græs og i vægtrummet. Martin kunne dagligt mærke forbedring. Så må tiden vise om han når at blive klar til Store-DM.
Andreas havde knap så hård træning som sine klubkollegaer. For Andreas’ vedkommende stod den på få intensive træninger med fokus på junior-VM. Ud fra træningen i Tirrenia virker Andreas mere end klar til at løbe stærkt til VM. Han havde nogle rigtig hurtige hækkeløbspas. Og han havde et pas med 120 metre sprint, hvor de alle sammen var under 13,0 sek. Så Andreas er tilsyneladende i sit livs form.
Jeg selv (Jakob) brugte dels lejren på at forberede mig til Store-DM og dels på at hjælpe Andreas med at forberede sig maksimalt. Begge dele forløb tilfredsstillende.
Torsdag holdte alle en fridag. Den blev for de flestes vedkommende brugt på sightseeing. Alle tog først ind til Pisa for at se det skæve tårn. De fleste tog herefter hjem for at slappe af resten af dagen. Mikkel, Jakob, Mathias, samt Bøvling fra Skive og Daniel fra USA tog dog istedet på roadtrip rundt i Toscana. Det blev til lang spændende køretur rundt i de toscanske bjerge fra landsby til landsby. Rigtig spændende at opleve det “autentiske” Italien langt væk fra italienske turister. Det var også “spændende” at opleve de italienske bilister køre 100 km i timen på små snørklede bjergveje. Som Mathias sagde “I Italien er en fuld-optrukken linje kun vejledende!!!”
Det bliver nu spændende at følge AKH-atleterne i konkurrence de næste par uger, om træningslejren har båret frugt.
P.S Der vil en af de nærmeste dage komme stemningsbilleder fra lejren på denne side.