Som det er tradition afholder Aarhus 1900 et stævne mellem jul og nytår, og også her var AKH repræsenteret med en lille flok.
Benny havde lovet PR i sprint til dem fra gruppen, der har fulgt vinterens træning, og som det er nu, så har alle, der har været til stævne, fået PR. Så det lader heldigvis stadig til, at det hjælper at træne.
Derudover er vi ikke kommet til at have formtop endnu, det skal først være i slutningen af februar, så det er utroligt lovende. Vi har stadig mange gentagelser i styrke, og løb med slæde og andre styrkeelementer i træningen.
Først skulle en jule/nytårs-frokost i klubhuset dog først afvikles, som vi nu har gjort med de unge tre år i træk. Og efter en sjov og hyggelig 1½ times tid med Julie, Sarah, Ida, Laura, Mathias og Benny, drog vi afsted mod Aarhus.
I Aarhus var der linet op med sprint på 60 og 50 meter og revancheløb senere. Derudover havde Laura meldt sig til længde, mens Ida koncentrerede sig om stangspring.
Sarah og Laura skulle løbe sammen og her fik Sarah løbet 8.59 og Laura 8.75. Begge ny PR. Og det selvom deres første løb ikke fik registreret tiden, så de skulle løbe om. Og efter to omstarter pga. tekniske udfordringer kom de endelig i mål.
Mathias fik også PR på 60 meter med tiden 7,63.
På 50 meter var der igen gode tider med 7,31 til Sarah og 6,54 til Mathias, igen PR til begge.
Senere var der revancheløb og her lykkedes det Sarah at trykke 50 meter tiden lidt mere til 7,28, og Mathias kom ned på 6,43. Laura fik barberet mere af hendes 60 meter i anden omgang og løb den på 8,70. Mathias fik på 60 meter tiden ned på 7,56.
I længdespring drillede tilløbet Laura, så det blev ikke helt som håbet. Det blev til en lille PR, men med den store indsats i styrkerummet og på banerne var der lagt op til mere. Når der er blevet justeret på tilløbet, der ikke længere passer til den højere fart, så skal de længere spring nok komme.
Rent klubrekord mæssigt overtog Sarah på 50 meter den to år gamle klubrekord for kvinder fra Ida. Det er dog kun de to, der har tider der er registreret, men det viser at Sarah er inde i en vældig udvikling lige nu.
Laura kom på top-10 med hendes tid på 60 meter mens Sarah trods forbedring fasthold sin placering som nummer 7.
Mathias optræder nu på senior ranglisten for 50 og 60 meter som hhv. nummer 5 og nummer 14.
Ida fik ikke helt den resultatmæssige gevinst af vinterens træning i stangspring, og måtte “nøjes” med 3,00 meter. Vi skal kigge frem mod DM og DM Ungdom og have aftalt hvordan vi rykker Ida på hendes niveau og forløser hendes store potentiale.
Link til resultatliste
Sarah og Laura ved starten på 60 meter
Ida på vej over 3 meter