Sidste stævne i 2013

Nu har vi de sidste år været til stævne i Marselisborghallen i Aarhus i slutningen af december, og denne gang var ingen undtagelse.

Stævnet er et kærkomment afbræk midt i vinterens forberedelser henimod de store stævner i februar og marts, og en mulighed for at bekæmpe julesløvheden.

Denne gang havde Ida, Sarah W, Xenia, Emilie og Sarah H. samt Benny meldt sig til. For de tre yngste piger var målet at samle erfaring op før turen går til Malmø i slutningen af januar, mens det for de ældre piger og Benny var en lejlighed til at teste formen, og se om anstrengelserne i styrkerum, på stadion og i Gråkjær Arena havde båret frugt.

For de yngste under 14 år var der en begrænsning på øvelserne, da der kun blev udbudt sprint. De kunne løbe 50m og 60 m, samt revancheløb til slut.

Denne chance blev grebet og for Sarah H blev det til PR på 60 meter, samt heatsejr i revancheløbet. Emilie løb sine første 60 meter indendørs, og Xenia fik sin start til at blive, som vi havde øvet.

Fra nu af skal deres anstrengelser rettes mod deres primære øvelser. Stævnet viste, at de er blevet bedre til at håndtere deres optakt til at øvelse, få de mange praktiske ting på plads omkring opvarmning, påklædning og afkrydsning ved starter og holde fokus når starten går.

Sarah W var grundet sen tilmelding blevet sat i heats med nogen yngre piger, og løb sin 60 m og 50 m i nye PR uden at blive presset. De senere revancheløb gav ikke bedre tider, da der skulle springes længde samtidigt.

Sarah og Ida før start på 50 m revancheløbet

For Ida blev det til ny PR på 50 m, en PR der havde stået i tre år. Hendes stangspring var hæmmet af at hun ikke har trænet det i længere tid, så den var hun ikke tilfreds med.

Benny løb sin 60 meter tæt på PR og det var meget tilfredsstillende så tidligt på sæsonen.

I det hele taget er der grund til stor optimisme og de kommende stævner, det første i Skive den 18. januar, vil givet igen vise fremgang. Det er stadig tidligt på sæsonen, der skal toppe til DMU den første weekend i marts.

De gode resultater betød også, at der også denne gang var brug for at rykke lidt rundt på kvindernes og pigernes rekordlister.

Her er det Ida, Sarah W, Emilie og Sarah H. – Xenia var draget videre på dette tidspunkt.

Link til resultater