Old Boys holdet i skoven

af Erik Skovsager
Oldboys_2
Ovenstående ses de af klubbens medlemmer, der danner »skovholdet«

Det er 15 (nogenlunde) friske fyre mellem 67 og 83 år (77,5 år i gennemsnit), som hver mandag og torsdag hygger sig i klubbens lille hytte – skovhytten – som er beliggende på Harrestrupvej 12D.
Vi mødes kl. 8 (i den mørke tid kl. 9) og klæder om. Derefter går vi en tur på mellem ½-1 time afhængig af dagsformen og det generelle helbredsniveau. Før i tiden var det en løbetur, men det tillader alderen ikke rigtig mere.
Efter løbeturen får vi et bad og en rigtig god snak om aktuelle emner i saunaen.Når vi atter er anstændige, samles vi og får en kop formiddagskaffe, mens snakken går videre. Til kaffen indtages 1 skive rugbrød og 1 skive franskbrød med marmelade. Denne forplejning indkøbes på skift af et medlem for egen regning efter et nøje tilrettelagt skema. Overskydende brød tager indkøberen med hjem.
Oldboys

Dagens kontingent – 10 kr. – afleveres i en smuk træskål, som Villy Rasmussen har drejet i træ. Kassereren har ansvaret for, at beløbet stemmer.
Kl. ca. 10.30 (11.30 i den mørke tid) forlader vi atter hytten.
Hver 14. dag – igen efter en nøje tilrettelagt plan – gøres der på skift af medlemmerne rent i hele hytten.
4 gange om året – 1 gang i hvert kvartal – afholdes et særligt arrangement i stedet for det før omtalte kaffebord:
– sild og snaps
– pølsegilde
– gode ben med flødekartofler
– udflugt (f.eks. til Sea War museet og en sejltur til Handbjerg)

Kontingentet på de 10 kr. bruges til at finansiere disse arrangementer og til at vedligeholde hytten.
Hvert år afholdes en arbejdslørdag, hvor vedligeholdelsesarbejder udføres.
Der er et fantastisk godt sammenhold og højt humør i hytten. Alle passer på hinanden. Ingen går alene, og alle har mobiltelefon med på turen.
Skovhytten er et virkelig godt samlingspunkt for os unge, der er blevet ældre. Vi kommer op af sofaen og får motioneret, og vi har et rigtig godt socialt sammenhold.

På skovholdets vegne
Erik Skovsager 
(Skovholdets ungdomsafdeling – kun 67 år)