Skrevet af Lone Kjær Hein Se alle billederne fra stævnet her
To danske mesterskaber og ni medaljer i alt til atletikklubben
Ved weekendens DM inde for ungdom i Skive var der store forventninger til de dygtige atleter i Athletikklubben Holstebro. Og resultaterne udeblev bestemt ikke – i alt blev det til 9 medaljer
Lørdag var 3 atleter i aktion og her kom 2 danske mesterskaber og en bronzemedalje i hus.
Samuel Sigala vandt således guld i 800 m i 16-17 årsklassen i 2.02.20 min. Lillebror David Sigala vandt klubbens 2. DM titel i højdespring i aldersklassen 14-15 år med et spring på 1,87 m – det er personlig rekord, og David vandt med en margen på 11 cm til nr. 2. At det er virkelig høj klasse ses af, at Davids spring nu er nr. 4 på alle tideres rangliste i DK for 15 årige.
Samme aften vandt Emil Henriksen bronze på 60 m i aldersgruppen 14-15 år – han satte flot PR i indledende med 7,56 sek. og i finalen 7,51 sek.
Søndag forsatte de gode resultater fra klubbens atleter
Samuel Sigala vandt sølv i 1500 m i tiden 4.14.15 min
Amanda Sondrup Henriques stillede op i 16-17 års klassen og vandt sølv i 60 m hæk i et meget stærkt finaleheat og forbedrede sin egen PR både i indledende og finalen i tiden 8,65 sek. – hun er nu 6/100 sek. fra Dansk ungdomsrekord
På 200 m forbedrede Amanda sin egen Klubrekord for 2. gang denne sæson og vandt bronze med tiden 25,63 sek.
Line Kold vandt bronze i 60 m hæk i klassen 18-19 år med 10,10 sek, ny personlig rekord
Katrine Mejls Ramsgaard deltog i højdesping i klassen 16-17 år og med et spring på 1,51 m, der er årsbedste placerede hun sig som nr. 4 i konkurrencen.
Emil Henriksen forsatte søndag med at overgå sig selv. Således vandt han bronze i kuglestød med 12.35 m, som er ny PR. der var lidt drama, da Emil indtil 6. og sidste stød var nr. 4, men så endelig nåede over 12 meter og medaljen var hjemme. I 200 m var Emil seedet til c finalen, da hans PR tid var langsommere end de fleste andre løbere. Derfor var det en stor overraskelse, at Emil satte personlig rekord med over et sekund og slog alle løbere bortset fra ham, der vandt a heatet. Det udløste en begejstret sejrsdans, da det gik op for Emil, at han havde vundet sølvmedalje i tiden 24.45 sek. Og det er en så god tid, at han skubber Andreas Martinsen (dk´s bedste 110 m hækkeløber) ned på 3 pladsen på klubbens 15 års rangliste.
DM stævnet sluttede af med stafetter og her stillede klubben med et 14-15 års hold i 4x 200 m stafet. Det blev til en flot 4. plads i tiden 1.50.90 min – 6 sekunder forbedring af den hidtige klubrekord