Fredag aften opnåede Andreas et for klubben historisk resultat. Han vandt 110 meter hækkeløb ved det traditionsrige Bislett Games, der er en del af Golden League serien.
Fredagagens Golden Legue stævne blev for alvor skudt igang kl. 18.20 med et internationalt juniorheat på 110 meter hæk. Andreas vandt konkurrencen i tiden 14,36. Han slog den svenske løber på andenpladsen med 0,06 sekund. Bagefter kunne Andreas lade sig hylde på præmieskamlen med en buket roser fra arrangørerne. Andreas skrev med sejren historie. Han var den første AKH’er nogensinde til at vinde et Golden League stævne. Det var samtidig den første danske Golden League sejr siden Wilson Kipketer.
Det blev dog desværre ikke til kvalifikation til Junior-VM. Så Andreas mangler stadig 0,09 sekund til kravet. Et meget godt bud på, hvorfor det ikke blev til PR, kan være den ekstreme varme kombineret med modvind.
Andreas så rigtig rigtig hurtig ud under en perfekt opvarmning til konkurrencen. Desværre blev løberne ført ud til start 20-30 min før startskuddet. Her fik de lov at sidde og glo lige midt i den bagende sol uden nogen mulighed for skygge. Både Andreas og flere af de andre løbere snakkede efterfølgende over, at de følte sig sløve under løbet. Det kan helt sikkert forklares med solen og varmen på årets varmeste dag i Norge. Samtidig valgte en ellers konstant medvind at skifte ligesom Andreas skulle løbe, så der blev modvind.
Men selvom det ikke blev til en ny juniorrekord til Andreas, så er der ingen, der kan tage fra ham, at han opnåede en klar sejr i sit første Golden League stævne.
Efter konkurrencen nød vi en masse verdensklasse-atletik. Vi sad på hovedtribunen lige ved målstregen, hvor vi blandt andet så Thorkildsen vinde spyd, Dibaba sætte verdensrekord og Kaki sætte juniorverdensrekord.
Lørdag blev vi i Norge. Her tog vi til den lille norske by Stabæk. Her fandt Tyrvinglekene sted. Stævnet er med sine ca. 5000 starter Norges største atletikstævne.
I 110 meter hæk var stortset hele feltet fra Bislett samlet igen. Så der var mulighed for de andre for at få revance fra gårsdagens nederlag til Andreas. Den mulighed greb Vladimir Vukicevic desværre. Vladimir, der er søn af den norske hæklandstræner, vandt i tiden 14,31 foran Andreas i 14,39. Tiden var nok til, at Vladimir kvalificerede sig til Junior-VM i og med, at de norske krav er lettere end de danske. Lidt underligt, at en mand med dårligere PR end Andreas er kvalificeret. Men der er alligevel meget mere i Andreas, så den gode tid kommer forhåbentlig. Andreas kiksede fuldstændig første hæk lørdag, hvor han helt mistede balancen ved landingen. Her rykkede Vladimir et par meter forbi Andreas. Andreas løb dog nogle gode sidste 9 hække (meget hurtigere end til Bislett) og halede da også voldsomt ind på nordmanden. Dog ikke helt nok til sejr. Men med en acceptabel første hæk er der klart potentiale til en tid under PR.
I næste nummer af Depechen kommer en beretning af alle de fede oplevelser, som vi havde uden for konkurrencerne i forbindelse med Bislett. Vi havde en rigtig fed tur, der har været vildt inspirerende….