Skrevet af Lone Kjær Hein
Ved DM-Ungdom i weekenden den 19-20. september 2020 for 14-15 årige i Hvidovre havde Athletikklubben Holstebro kun en deltager. Alligevel blev det til 3 medaljer og 4 personlige rekorder til Emil Henriksen.
Lørdag startede Emil ud med kuglestød og stødte sig her med 11.38 m i finalen. I finalen lagde Emil ud med 11.38 m igen, men fandt så aggressiviteten og gejsten frem og fik til stor overraskelse for konkurrenterne kuglen ud på 12,64 m ( PR) og 12,62 m. det blev til bronze medalje efter tvillingebrødrene fra Greve, Frederik og Emil Degn Pedersen, der stødte hhv. 14,14 m og 13,53m
Dagens 2. disciplin for Emil var 100 m løb. Emil var godt nervøs inden sit indledende løb, men det var åbenbart det, der skulle til, for han satte PR i tiden 11,77 sek. Emil havde 3. bedste tid inden finalen.
Finalen blev afviklet omkring 1 time efter de indledende løb, så der var ikke meget pause Igen var Emil nervøs, men han kæmpede sig flot til en 2. plads og sølvmedalje i tiden 11,91 sek. Emils tid fra indledende er kun 6/100 sek. fra Andreas Martinsens klubrekord rekord for drenge 15 år, så det er en rigtig stærk tid.
Søndag forsatte Emil med at overgå sig selv. 1. disciplin var hammerkast. Emils 1 år gamle personlige rekord lød på 27,79 m inden konkurrencestart. Men i sit 3. kast kastede Emil hammeren ud på 48,09 m, hvilket gav ham en sølvmedalje – en klubrekord på mere end 8 meter ( den var indtil søndag Poul Mejls, nuværende formand for klubben, sat for 31 år siden) og en personlig rekord på mere end 20 meter. Emils kastetræner er Torben Hansen, og denne havde forinden sagt, at Emil burde kunne kaste hammeren ud på 48 m. Igen delte Emil Medaljerne med de førnævnte tvillingebrødre fra Greve, som i samme rækkefølge fik guld med 51,24 og brønze med 42,02 m.
Sidste øvelse for Emil var 200 m. Her deltog Emil i A finalen. Han var lidt urolig i starblokken, hvilket resulterede i en tyvstart. Løbet blev skudt i gang igen, og der blev løbet stærkt. Vindertiden var 23,12 sek – Emil kom ind på en flot 4. plads i tiden 24,22 sek, hvilket igen var en personlig rekord.
En stor andel i Emils flotte præstationer og progression har trænerne Benny Machon og Torben Hansen. Ingen af de 2 trænere var tilstede i Hvidovre, men Emil blev guidet af dem over messenger og telefon. Hele stævnet blev afviklet efter særlige corona regler. Fx blev hammerkast afviklet på en grus træningsbane 700 m fra stadion, der måtte kun være 50 atleter og officiials på stadion ad gangen, og medaljer blev uddelt for enden af stadion i forlængelse af disciplinerne og uden annoncering af speaker, så man undgik at det blev et tilløbsstykke. Emils nærmeste familie havde heldigvis mulighed for at følge stævnet siddende på tribunen, og kunne heppe på ham undervejs.