Løber og højdespringer på klubbens DT-Hold Kim Lindahl er flyttet til Middelfart. Det afholder dog ikke Kim fra at komme med en lille hilsen til klubben. Klik videre for at læse hans julehistorie om en flot sejr til et fynsk motionsløb …
Søndag d. 12 deltog jeg i et 5km motionsløb i Middelfart – hvor jeg nu bor. Jeg var ret uoplagt inden løbet, og overvejede kraftigt at blive hjemme. Det var kun fordi jeg i forvejen havde betalt et ret horribelt deltagergebyr, at jeg tog afsted (årene i det vestjyske har sat sine præg). Det var en meget tilskuervenlig rute, da løberne kom forbi mål
efter både 1 og 4km. Jeg havde håbet på et langsomt udlæg, men selvfølgelig var der nogle irriterende unge løbere, som satte tempo på fra start, så da jeg passerede min familie efter 1km, så jeg allerede
temmelig slidt ud, og min kæreste var bekymret for mit helbred.
Den 400 meter lange bakke lidt længere ude på ruten gjorde det ikke bedre for en 90kg løber, men heldigvis formåede den løber, som jeg lå i
spidsen med, ikke at rykke fra mig op ad bakken. Vi fulgtes ad indtil 4km, hvorefter jeg øgede tempoet og fik hul. I mål var jeg 6 sekunder foran og helt færdig (som det ses på billedet)… Tiden for de 5km var
16.52min, en udmærket tid, men det er selvfølgelig ikke til at sige hvor lang ruten nøjagtigt er. Efter løbet fandt jeg ud af, at dagens modstander stiller op for OGF (Odense atletik) og har løbet 16.48min
(5000m) og 4.19min (1500m) i 2010, så jeg er egentlig godt tilfreds -det er dejligt stadigvæk at kunne slå de unge. Det var i øvrigt minførste sejr i et motionsløb i 4 år, så det var også på tide…
Nå ja, mit normale løbetøj var til vask, så jeg måtte bruge en lidt
alternativ løbedragt.
Glædelig Jul til alle AKH’ere
Hilsen Kim