Løbssejr i Skanderborg

Kim Lindahl har endnu engang sejret ved et motionsløb. Her er hans lille beretning.

Søndag d. 9. januar, havde Martin Kollind-Sporring inviteret til motionsløb i nærheden af hvor han bor. Da ingen af os tør løbe mod den anden, stillede Martin op på 10,5km og jeg på 5km. De første 3km var fælles og jeg tænkte at Martin skulle gøres godt og grundigt træt til de sidste 7.5km, så der blev sat tempo på fra start. Det var i øvrigt vildt glat nogle steder, men også med god udsigt udover Skanderborg sø. Da vi skiltes efter de 3km, var Martin træt og jeg var mindst ligeså træt. Heldigvis var der langt ned til de efterfølgende løbere (det var et af de mindre motionsløb), så jeg kunne tage den med ro til mål. Noget tid efter kom Martin løbende ensomt mod målet, men fra den forkerte retning. Han var løbet forkert, i følge ham selv pga. manglende skiltning – tror dog han var for udmattet til at se skiltene… Ærgeligt for ham, nu fører jeg 1-0 i år. Præmien var to flasker rødvin, som vi hellere må drikke sammen en dag.

Hilsen Kim