Mangekamp i weekenden

Mathias, Christian og Yacoub slutter 2009 sæsonen, hvor de prøver kræfter med mandfolkeøvelsen 10-kamp. Skive afholder åbne klubmesterskaber i 10-kamp, hvor vi altså har 3 AKH’ere til start

Mathias er i denne sæson skiftet primærdisciplin, så det nu er 10-kamp. Det resulterede allerede i sommerferien i en DM sølvmedalje og en ny samlet PR. Mathias ligger med sommerens resultat nr. 5 på alletiderslisten i klubben. Det er Mathias målsætning at bevæge sig op på denne liste. Stævnet i Skive har hele tiden været Mathias’ store målsætning for anden del af udendørssæsonen, hvor bl.a. DM-Senior og DM-ungdom fungerede som træningsstævner. Vi krydser derfor fingre for, at det lykkes Mathias at ramme et højt niveau i weekenden, selvom det er sent på sæsonen.

Christian prøvede for første gang 10 kamp ved sommerens DM. Målet må være at slå den samlede PR, samt lave et par årsbedste undervejs.

Yacoub har aldrig prøvet mangekamp og har det da heller ikke som primær disciplin. Men det er en alletiders mulighed for Yacoub til at sætte et par årsbedste. Og så skal man da heller ikke underkende, at en mangekampsweekend altid er rigtig hyggelig. Så mon ikke Mathias, Christian og Acoub får en god weekend i Skive.