Martin sørgede for stor hæder til AKH fredag aften, da han blev kåret til årets sportsnavn i Holstebro 2008. Alle klubbens medlemmer siger tillykke til Martin!
Fredag aften blev den traditionsrige Årets Idrætsfest i Holstebro Kommune afholdt. Ved festen hædres kommunens danske mestre, landsholdsdeltagere mv. Klubben havde hele 9 personer til hædring – Mikkel Brich Dam, Andreas Martinsen, Mathias Andersen, Martin Krabbe, Kim Lindahl, Torben Hansen, Niels-Peter Nielsen og René Møller.
Derudover uddeles en lang række priser. Aftenens højdepunkt er overrækkelsen af prisen som Årets Sportsnavn i Holstebro 2008. Det sker ved udeling af ”Holstebroprisen – Johan Hansens Mindepokal”. En pris der er blevet uddelt hvert år siden 1953.
Årets vinder af prisen blev Martin Krabbe fra AKH! Martin modtog først og fremmest prisen for sit danske mesterskab på 100 meter 2008. Det er første gang, at Danmarks hurtigste mand er fra Holstebro. Derudover tildeltes prisen på baggrund af DM på 60 meter (4. år i træk), deltager ved Europacuppen for landshold, dansk seniorrekord på 50 meter, samt kvalifikation til europamesterskaberne indendørs på 60 meter. Med pokalen fulgte en check på 10.000 kr.Formanden modtog prisen på vegne af Martin
De øvrige nominerede til prisen var Brian Dåsbjerg, der i 2008 blev nr. 4 til VM i militær femkamp og satte nordisk rekord. Og Speedwaykøreren Bjarne Petersen, der i 2008 var med til at vinde VM for hold.
Martin Krabbe kunne af gode grunde ikke være til stede for at modtage prisen. Han sendte dog en videohilsen til festen fra træningslejren på Jamaica. Tjek videohilsenen ved at klikke her.