Mathias i stor sprintfremgang og vinterløb

Dette indlæg indeholder to historier af ældre dato, der har fortjent at komme på siden. Mathias deltog med stor succes i lørdags ved ABC-stævnet i Århus. Derudover havde klubben deltagere ved Vestjysk Vinterløbs 2. runde den 24/1. Tryk videre for at læse om de to arrangementer.

Mathias i PR-Humør:

Mathias deltog den 31/1 ved ABC-stævnet i Århus. Mathias har længe set godt ud til træning, så det var med stor spændning han skulle i konkurrence for første gang i år. På 60 meter gik det aldeles fremragende. Mathias løb både i indledende og i finalen 7,31. Det rykker Mathias fra en 11. plads til en 3. plads på klubbens seniorrangliste på distancen. Mathias er nu kun overgået af Martin og Andreas på listen. Se i øvrigt den opdaterede liste ved at klikke her. På favoritøvelsen 60 meter hæk var der også stor fremgang at spore. Her løb Mathias flotte 8,77, hvilket er PR med hele 0,2 sekund. Hvis ikke det var fordi, at Andreas på fornem vis en uge forinden havde sat ny seniorklubrekord, så var Mathias’ tid faktisk klubbens hurtigste tid nogensinde på 60 meter hæk. Mathias må dog “tage til takke med” en fin 2. plads på klubranglisten. Det bliver spændende at følge Mathias i de kommende stævner i 2009.

Christian bedste AKH’er… :

Lørdagens 2. runde af Vestjyske Vinterløb foregik i skovene ved kasernen. AK Holstebro var i dag repræsenteret ved Christian (tidligere spydkaster, nu nyeste skud i mellem-lang gruppen) og mig (Kim). Brødrene Wergeland er så vidt jeg ved på træningsferie sydpå i varmen, Martin blev forhindret i sidste øjeblik. Efter løbet havde jeg travlt med at komme hjem, og fik kun lige hurtigt hilst på Christian, hvorfor jeg ikke kan fortælle så meget om hans præstation, og jeg har ikke den store lyst til at fortælle om min egen.
Det startede egentlig meget godt, jeg fulgte med i spidsen i et tilsyneladende overkommeligt tempo, som desværre ramte mig allerede efter 1½km. Nå, ved sidste runde blev jeg også hurtigt træt, men holdt da min placering. I dag begyndte jeg derimod at blive overhalet af flere og flere løbere, som faktisk ikke løb ret hurtigt, problemet var bare at jeg var ved at gå helt i stå, og med ca. 3km til mål, tog jeg den – på det tidspunkt meget lette – beslutning og udgik. Det har jeg efterfølgende fortrudt, ikke pga. det sportslige i det (jeg synes det er helt i orden at udgå på en dårlig dag), men min kæreste kan på ingen måde forstå, at man bare sådan udgår af et løb man nu har planlagt at gennemføre…
Hvorfor gik det så galt? Hovedet kunne i dag meget mere end benene, hvilket nok er et spørgsmål om manglende træning. Nu bliver jeg nødt til at blive boende endnu et år i Holstebro, så jeg kan revancere mig til næste års vinterløb for i år var ingen succes, selv om niveauet er til det.