Endnu et godt stævne blev afviklet i Herning torsdag den 19. juni. Vi var en god flok af sted, og det blev både til debut og til PR. Du kan se resultaterne her: herning_resultatliste
I 16-17 års gruppen var Mathias G og Mathias R med for første gang og fik en masse gode erfaringer.
Mathias G havde nogen gode spydkast, selvom det nok var med et for let spyd. Men stilen var god.
Mathias R havde vist besluttet sig for at få det maksimale ud af dagen og han tog rollen som hare i 800 m. Oplægget fra Palle Gjætterman, Mathias’ far og en aktiv atlet i hans unge dage i klubben, var, at der skulle lægges hårdt ud og at man skulle dø i front. Det tog Mathias til sig og stak af fra start. Mathias’ hårde udlæg betød at han havde lagt 40 meter afstand til resten efter den første omgang, men så var der ved at være udsolgt. Vi fik mange forundrede spørgsmål fra omkringstående: “Kan han holde den fart?”, hvortil vi svarede at det troede vi ikke, men det var hans første løb. Det resulterede i bedrevidende nik og “Nåhhh, derfor!”. Der var derfor ekstra opmærksomhed på løbet og lidt snak om hvornår mon han syrede til. Det skete omkring 500 m hvor han så blev hentet, men Mathias kæmpede videre og endte på en tredjeplads.
Der var heldigvis over en time til næste disciplin, 200 m, så der kunne slappes af og spises lidt.
Men Mathias R’s favorit disciplin, højdespring, kom til sidst. Mathias G og Jeppe var med, og da det var ret nyt for dem ville de starte på 1.15. Men det fik de alligevel ikke lov til, så de startede på 1.30. De andre i øvelsen gik ind lidt højere, én på 1.75. Mathias R. klarede alle højder indtil 1.67, men der sad de foregående 14(!) spring nok i benene. Men 1.64 er et utroligt godt resultat og det lover godt for fremtiden.
Mikkel B ville forsøge et attentat på 200m, for at komme under 24 sek. i godkendt vind, men måtte desværre konstatere, at hans ryg endnu ikke er klar til det.
Sarah var igen ene om at repræsentere 8-9 års gruppen, og var igen oppe imod sin rival, Sarah fra Stoholm. Sarah var meget tæt på at vinde hendes 40 m, og det skal nok komme. Der skal måske lidt mere fokus på målstregen og ikke på hvor konkurrenterne er henne. Men igen viste Sarah at hun kan fighte, og det blev til PR på 400 m, længde og boldkast.
I 12-13 års gruppen havde vi Malthe, Ida og Mikkel Frøjk i gang. Mikkel har ikke været med længe, så det var godt at se ham i gang. Han gik sammen med Malthe og de havde nogen gode snakke.
Malthe og Mikkel F havde debut på 200m, og Malthe havde hørt godt efter de mange velmenende råd og lagde ud med fuld speed. Da han kunne mærke at han blev lidt ramt, efter 100 m, begyndte han at trække med armene og tage længere skridt. Det betød at han kunne holde konkurrenterne bag sig og vinde en suveræn sejr i 200m.
Ida havde også fuldt, og langt, program og det blev til gode tider på løbene og stor PR i spydkast og PR i kuglestød.
Der blev brugt lidt tid på at øve mere teknik på hækkene og til studie af konkurrenterne.
Jeppe fik en klar sejr i 200m lige omkring hans tid fra i lørdags, og en forbedring på højde.
Bagerst Mikkel B, Mathias G, Mathias R og Jeppe. Forrest Malthe, Mikkel F, Sarah og Ida.
Tid til familiehygge, Malthe og Jeppe med mor.
Herunder andre billeder fra dagen.