Omtale og billeder fra Vestdanske holdmesterskaber 2012

Sæsonens sidste store stævne er som vanligt Vestdanske Mesterskaber for Hold, der afholdes i Herning.

Vi havde sat et stort hold i klassen Mix-15, og da unge fra klassen lige under også må deltage, kunne vi sende 9 unge afsted.

Anton, Jesper, Mikkel, Katrine, Laura, Julie, Sarah, Sophie og Maja

Vejret var typisk september vejr med lidt sol, indimellem byger og stærk blæst, og generelt koldt.

Ikke det oplagte vejr til PR, men alligevel var der mange gode præstationer.

Holdet endte som nummer 8 af 8, men trods af det, var det alligevel en succes. Et af de bedste “resultater” fra dagens stævne var det flotte sammenhold, der blev udvist, med opbakning, støtte og glæden for andres resultater. Og hygge blandt pigerne.

Katrine lagde ud med 80 m hæk, en øvelse hun ikke har løbet siden maj sidste år. Det blev til en flot PR med 1½ sekund.

Laura kastede sin diskos ud over 23 meter, og det er PR med 3 meter. Til gengæld var Laura for kold til for alvor senere at støde langt i kugle.

Begge pigerne gjorde det ret godt på 300 meter, hvor Katrine vandt sit heat i PR på over 2 sekunder, i ny klubrekord!

Anton var blevet “opgraderet” idet han, i hans årgang, normalt løber 80 m hæk på 76 cm, men denne dag skulle han løbe 100 m hæk på 84 cm. Det klarede han rigtige flot med tre skridt mellem de første hække, så Anton er klar, når han efter nytår rykker en aldersklasse op.

Jesper havde stævne debut og klarede det flot med 1.30 i højde og PR i længde.

Mikkel kastede PR i spyd og havde gode spring i højde, selvom det kun kunne blive i løbesko og så på det regn-glatte kunststof.

Det var koldt i ventetiden

Sarah løb PR på 100 meter og hyggede sig med diskos. Forsøgene blev næsten godkendte 😉 Det var faktisk lange kast, men alle tre lige præcis udenfor kasteretningen.

Julie havde gode forsøg i længde, hvor hun for første gang skulle springe fra planke. Noget der bliver “standard”, når også hun også rykker op i 14-15 år efter nytår. Hun fik derudover også PR på 100 meter.

Sophie havde en forrygende serie på højde hvor hun flere gange overvandt sig selv og sprang 1.35. Alle tre forsøg på 1.40 gav hårfine nedrivinger, så der kommer mere fra den kant.

Ved den afsluttende stillede vi med to hold. Første stafethold var Laura, Katrine, Julie og Sarah.

Julie skifter til Sarah

Deres tid på 55.12 var den hurtigste tid blandt de rene pige-stafetter og 10. hurtigste på kvindernes rekordliste.

Den anden stafet var med Anton, Jesper, Mikkel og Maja. Maja kæmpede sig i mål med noget, der nok er en forstrækning i låret.

Resultater