I søndags blev sidste indledende runde af Danmarksturingens 1. division Vest afholdt. AKH var i Aabenraa for at forsvare den samlede førsteplads. En mission der lykkedes efter fornem fight.
Andreas og Kim var ude med en skade. Og Christian var ude og fejre sin studenterhue. Så der var på forhånd en vis bekymring om holdets styrke. Der var dog også forstærkninger til holdet. Mikkel havde besluttet at hjælpe holdet på 400m hæk, stang og i hammer. En lidt alternativ trekamp. En trekamp der resulterede i en delt førsteplads i stang og en 4. plads på den lange hæk.
Martin, der forrige weekend satte dansk rekord med landsholdet på 4x100m stafet, vandt flest sejre for AKH. Martin vandt som sædvanligt sikkert 100m og 200m. Mathias var holdets anden store pointsluger. Med sejr i diskos og andenplads i både hæk og spyd var han en vigtig mand på holdet. På hækken løb mathias med 16,07 sølle 0,01s fra sin personlige rekord trods en uge med rigtig hård og tung træning.
Mads og Malthe var holdets yngste mænd. Men de gjorde det alligevel fortrineligt. Mads var rundens overraskelse på 800 m, hvor det blev til PR 2.10,60. En tid der placerer Mads på en forløbig 4. plads på danmarksranglisten i sin årgang. Mads fik i øvrigt lov at løbe mod sit idol Rovert K. Andersen, der gjorde et overraskende comeback for Kolding.
Malthe satte PR i længde, dog med for meget vind. Med Andreas skade blev Malthe pludselig en del af stafetholdet. En opgave han var en smule bekymret for på forhånd. Men en opgave der blev løst med bravour. Malthe var stærkt medvirkende til, at stafetholdet løb hurtigere end i 1. runde samt at det blev til en fin andenplads.
Klubbens formand havde også en god dag. Med 6.38 i længde og 12.60 i trespring blev det til to andenpladser, samt bedste resultat siden 2007.
Klubbens sidste sejr gik til Torben, der trods rygproblemer formåede at vinde hammer.
Mark “slap” med 2 løb i denne runde idet Mads tog 800 meteren. Mark kvitterede ved at score væsentlig flere point på 1500m og 5000m end i 1. runde. Super fight af klubbens eneste rigtige langgarver!
Holdets sidste deltager var Benny. Benny sørgede uden klynk for at lukke holdets holder. Det resulterede i en 5. pads på 400m og en 6. plads i højde.
Samlet vandt AKH knebent foran Aalborg og kæmpe stort foran Randers, Kolding, Vejle, Vejen og AGF.
Oprykningsmatchen finder sted til september.