“Sidste Chancen” i Aarhus, omtale og resultater

Optakten til årets sidste stævne, der blev afholdt i Århus, foregik i klubhuset hvor der var  fælles frokost og hvor vi fik sorteret i mange års avis udklip.
Mads tog med som hjælper mens Søren, Ida, Malthe og Benny alle skulle i ilden. Mads fik ikke en afslappet dag idet han skulle hjælpe ved stangspring og det tog som sædvanligt lang tid, denne gang 2½ time.

Det lykkedes for Ida at få rytme og teknik til at passe sammen og hun klarede i stangspring højden på 2,90 til stor glæde og lettelse. Der var fortjent bifald til hende fra tilskuerne.

Efter at have haft opvarmningen og 11 spring i konkurrencen manglede der lige det sidste, for at hun kunne klare 3 meter, men det ligger helt klart indefor rækkevidde inden indendørs sæsonen er slut.

Malthe havde et ønske om for første gang at komme under 8 sekunder i 60 m og med 7,93 blev det opfyldt, PR med 0,47 sek. Hans 50 meter tid var også rigtig god med 6,89 og begge resultater giver ham i tredje plads på årgangsrekordlisten for Drenge 15 år, i begge tilfælde lige efter Andreas og Mikkel. Derudover “kvalificerede” han sig til en plads på seniorranglisten for 50 meter.

Malthe levede ikke op til egne forventninger i trespring og længdespring hvor han selv mente at han kun i opvarmningen sprang op til sidst bedste, det blev dog alligevel til en lille PR i længde. Jagten på at springe over 5 meter i længde og mellem 10.50 og 11 meter i trespring er stadig sat ind. Med mere stabilitet i tilløbet kommer det.

Søren er stadig et ubeskrevet blad på mange øvelser og det gælder også sprinter distancerne, så han var tilmeldt med konservative 8.50 for at få en fornuftig seedning. Søren løb et perfekt løb og kom ind på 8.13, en super tid.

Højdespring gik som det skulle indtil han skulle springe på PR højden 1,60. Der var simpelthen ikke nok kræfter at gøre med. Søren skal ligesom Ida satse mere og gå ind meget senere i konkurrencen og have is i maven til at stå nogen af højderne over. Teknikken er helt iorden og Søren banker på til DT holdet.

Mikkel Brich skulle forsøge sig på de korte distancer, selvom hans krop og fysik er mere til de længere distancer. Men han viste med PR på 60m med 0,22 sek (7,31s) og PR med 0,27s på 50 meter (6,24) at han er hurtigere end nogensinde.

Hans 50 meter tid skubber Andreas ned på andenpladsen på 17 års listen og på Senior ranglisten, nu kun overgået af Martin!

Hans 60 meter tid er den tredjebedste for seniorer, en plads han deler med Mathias Andersen.

Benny fik nogen OK resultater hvor der var sat mål op om PR på 50 meter og “under 9 sekunder” på 60 meter set i lyset af efterårets ufrivillige træningspause. Begge mål blev opfyldt, så der arbejdes nu hen imod DM Mangekamp og DM for veteraner.