Af: Jesper
Tre piger afsted, fire starter, fire PR, to guld, en sølv og Sarah klarer talentudviklingskravet på 60 meter 2 gange.
Hvad var mest imponerende: Emilie øger igen sin PR, denne gang med 1,33 meter og tager guld med næsten en meter ned til nummer to, Sarahs længdespringsguld med 5,20 meter eller at hun samtidig trykker sin PR med 0,13 sekunder og klare TUD-kravet? Vælg selv …
Sarah WJ starter stævnet med længdespring, hvor alt bare klapper. Første prøvespring sidder lige på planken, hvorefter hun sparer sig til selve konkurrencen. Her er hun to gange over sin tidligere PR, og ender på 5,20 meter til guld.
Tre kvarter senere løber hun og Sarah H 60m indledende. Sarah H sætter PR med 9,04 og Sarah WJ løber dagens første 8,10 tid, som hun gentager i finalen sidst på dagen, og som her giver sølv.
Emilie har i løbet af vinteren forbedret sig fra 7,63 til 7,90 i december og igen til 8,63 i Malmø og igen til 9,96 til VDMU. En helt fantastisk udvikling. Og en fabelagtig kasteserie til stævnet, hvor hun øger længden hver gang bortset fra andet stød: 8,28 – 7,96 – 8,59 – 8,87 – 9,61 – 9,96. Ikke bare støder hun langt, men det er en stabil serie, og hun vinder en meget overraskende guldmedalje. Det var der ingen der havde set komme. Heller ikke hende selv. Til opvarmningen udpegede hun selv den kommende vinder – som så endte med sølv.
Det var tre meget tilfredse piger og en stolt træner, der kørte retur til Holstebro efter stævnet.
Link til resultater (filtrér nederst på siden på øvelser eller klubber)
Sarah WJ guld i længde
Emilie guld i kugle
Sarah WJ sølv i 60 meter